Status – Et år

Alligevel ser jeg hver morgen solen stå op, nyder min morgenkaffe med min ægte, hører fuglesang fra skoven kalde og senere mærke havets kølige bølgeskvulp om mine halvblege fødder, mens jeg leger med min hund.

Der er gået et år, hvor jeg fik diagnosen PPMS. Hvad er der sket siden da?

Noget af det første jeg ændrede var min mentale tilgang til livet. Meditation blev en del af min hverdag. Jeg har i et år nu mediteret 10-15 minutter hver dag. Normalt én seance. Nu, hvor der er gået et år, har jeg besluttet mig for at have to seancer om dagen – en om morgenen og en om aftenen. Det giver mig plads til … mig. Det at kigge ind og køle hastigheden min hjerne kører på ned.

Neorologen anbefalede, at jeg begyndte med en behandling, der hedder Rituximab. Infusionen synes ikke at have de mest alvorlige bivirkninger. Lidt kløen, der klares med allergipiller.

Min personlige tilgang til at bevæge sig, syntes også at fortsætte med at være positiv. Der bliver endebragt 10.000 skridt hver dag og fysioterapeuten besøges tre gange om ugen. Der bliver taget godt fat i musklerne i kabinettet. Her er det specielt fysik og balance der bliver fokuseret på. De dage, hvor jeg ikke er hos fyssen, har jeg stadig fokus på balanceøvelser hjemme.

En anden ting jeg har lært, er, at mad kan have en enormt helende kraft. Med Terry Wahls’ fantastiske kostråd forsøger jeg at følge dem bedst muligt og gøre betingelserne bedre for, at min sclerose ikke forværres. Det omfatter kort: Ingen mælk eller mel. Masser af grønsager, kød og fedt.

Jeg kan med glæde afslutte dette blogindlæg med at fortælle, at jeg har det godt – både i sjælen og rent fysisk. Jo, balancen driller nogle gange. Nu er der gået lidt over et år, hvor jeg officielt har haft diagnosen Primær Progressiv Multiple Sclerosis – eller blot PPMS. Hvordan føler jeg, at det er gået?

Godt.

Hvorfor?

Jeg lever så godt som jeg kan.