Balancen er nok et af de første problemer folk der har PPMS oplever. Det er svært at holde den, fordi musklerne ikke reagere som hjernen gerne vil. Informationerne bliver forsøgt sendt fra hjernen, men når aldrig frem. Man oplever ikke verdenen tumler rundt, som hvis man har en virus i øret eller ligende. Man kan simpelthen ikke holde den fundne balance.

Min fysioterapeut har fra dag ét, hvor hun fik nys om diagnosen, gjort et stort stykke arbejde i at undervise mig i, hvordan jeg kunne forbedre min evne til at holde balancen. Jeg slugte det hele råt.

Meget enkelt og sagt med tre ord: Masser af øvelse over meget lang tid.

Der er mange aktiviteter, der kan forbedre min evne til at holde balancen. Stå på et ben med lukkede øjne, gå på en linje i gulvet, lave ‘flyveren’ med begge arme spredt ud, kroppen fremadrettet og et ben bagud, eller kaste en bold mod en cirkel på væggen mens jeg står på ét ben på et balancebræt – blot for at nævne nogle.

Hjemme kan jeg så fortsætte med at lave mange af øvelserne. For at gøre oplevelsen mere inkorporeret i min hverdag, bruger jeg eksempelvis mit balancebræt når jeg har arbejdsmøder eller bygger Lego.