Diagnosen med PPMS var ikke et livschok for mig. Det føltes snarere som begyndelsen på et nyt rejse til det ukendte, hvor mit væsen var beviset om, at en forandring var på vej og personlig udvikling nødvendig. Men hvilke ændringer skulle der til – og hvordan ville jeg implementere dem?

I tiden efter samtalen med neurologen famlede jeg lidt rundt, uden at ane, at der fandtes noget, der hed en antiinflammatorisk diæt. Lidt mere grønt, noget mindre nem mad (Ultra Processerede Fødevarer) og så en masse smoothies. Så stødte jeg på Terry Wahls’ Protokol, hvor omdrejningspunktet netop er at ernære kroppen med antiinflammatorisk mad.

Det var total logik for mig og det har siden har ændret mit liv.

Skiftet fra UPF til mere jordnær, vitamin-, mineral- og fiberrig, naturlig og grov mad er dog ikke helt uden nogle omkostninger, jeg nok må kalde negative.

I dette indlæg vil jeg prøve at sætte fokus på nogle af de ting, der gør det svært for mig at følge Terry Wahls’ diæt. Hvis du, som læser, selv følger en speciel diæt kan du nok godt nikke genkendende til en del af mine pointer:

  • Pris på mad
  • Plads til frisk mad
  • Tiden det tager at forberede maden
  • At spise på restaurant
  • At spise hos familie og venner

Pris på mad
Den massive mængde grøntsager og frugt, jeg skal spise – helst økologisk – koster penge. En del penge. Kødet er også en udgift, dog ikke helt så stor som frugt og grønt. Det skyldes blandt andet, at jeg også skal spise en del indmad, som mange ellers ikke bryder sig om og derfor er billigere.

Må indrømme, at jeg ikke gør en stor indsats for finde afløsere på brød- og mælkeprodukter. Har ikke det store behov for at spise glutenfri kage, nu hvor 85% mørk chokolade alligevel gør mig glad.

Her i Frankrig har jeg fundet ud af, at jo mere lokalt jeg køber min mad, jo billigere er den. Mange gårde har direkte salg via automater. Nemt og ret billigt.

Plads til frisk mad
Køleskabet er altid fuldt. Fuuuuldt. Der er altid masser af frisk mad i køleren. Det kan være svært at få plads til det hele, især når der også er andre i husstanden, som ikke følger samme diæt som mig.

Vi bor to personer i en sommerlejlighed, og vores køleskab har kun tre hylder.
Det er altså et lille køleskab.

To løsninger, jeg har fundet frem til, er:

At købe frosne grøntsager og frugt. Det kan faktisk være en fordel at have frossent grønt, når jeg laver mine iskolde smoothies.
At bruge en camping-frostboks, som ikke holder maden kold, men bare kølig. Den er rigtig praktisk – faktisk anbefalelsesværdig til nogle typer grøntsager og frugt.

Tiden det tager at forberede maden
At skære alt det mad op tager en … enoooorm mængde tid. Virkelig. Det var helt absurd, da jeg begyndte – jeg brugte stort set hele dagen på at: købe ind, forberede, spise, rydde op – repeat.

Det skal også nævnes, at det sviner ret meget. Gulvet fyldes med afskårne rester og blade. Rødbedesaft der løber ned at lågerne eller et blåbær der bare .. slipper væk. Køkkenredskaberne kører også i cirkler – direkte fra brug, til opvask, til tørring – også repeat igen.

Ville ønske jeg havde et lille udekøkke med en vask, hvor jeg kunne forberede det meste af mine måltider…

Det er lidt en lille positiv kamp – hver gang.

Jeg er virkelig glad for, at jeg hurtigt fik købt en foodprocessor. Før det brugte jeg let halvanden time dagligt på at forberede grøntsager og frugt til mine lækre retter.

det svære sviner

At spise på restaurant
Det er super irriterende at være på specialdiæt og så blive inviteret ud at spise med de bedste intentioner. Det er svært at spise ude, når jeg følger en antiinflammatorisk diæt. Især fordi menukortene ofte ikke oplyser præcist, hvad der er i maden. Det kan være anstrængende.

Typiske udfordringer ved restaurantbesøg:

  • Restauranten oplyser ikke, hvad der er i maden
  • Hvilken slags fedt er kødet stegt i?
  • Er der mel eller fløde i sovsen?
  • Hvilken olie er brugt i salaten – olivenolie eller rapsolie?
  • Kan jeg få lavet modifikationer på min ordre?

Min erfaring er at foreslå eller vælge en restaurant, hvor jeg på forhånd ved, at kvaliteten er nogenlunde i orden, og at de holder sig inden for rammerne af det, jeg kan spise.
Jeg foreslår også steder med store og alsidige menukort – så er chancen større for, at jeg kan sammensætte et måltid, der passer til mine behov og jeg endda kan nyde det.

det svære tallerken

At spise hos familie og venner
Det er nok det sværeste: at skulle spørge pænt dem, som inviterer mig hjem, om de kan lave mad som passer mine behov. Det har de fleste værter det underligt med.

Selv for de bedste venner og familiemedlemmer kan det være vanskeligt at omprogrammere vanerne. Og jeg bebrejder dem ikke. Det er udfordrende.

Også selv hvis jeg medbringer min egen mad, kan jeg få at høre, at er lidt af en skæv sommerhat. Det er trættende – og nogle gange føler jeg helt ærligt, at jeg nok har det bedre med bare at se familie og venner til kaffe eller te.

Der er også mange positive oplevelser!

De største succeser ved at spise ude er nok, når vi sammen finder ud af, hvad der fungerer bedst. For eksempel har jeg erfaret en buffet er et ret effiktivt forslag. Buffeter er ret effektive – så kan alle tage det, de gerne vil have. Det kunne være en børnevenlig burgerbuffet, hvor jeg stort set kan spise alt, bortset fra brødet og UPF dressingen.

Konklusion
Rejsen mod et sundere liv er ikke uden udfordringer. Det kræver ekstra penge, plads, rengøring, tid og tålmodighed at handle, opbevare og forberede mad til den nye diæt.

De største knaster føles dog klart sværest, når hverdagen involverer andre mennesker med deres ønsker og vaner – for eksempel ved restaurantbesøg og sociale sammenkomster.

Der findes ikke nogen egentlig løsning på de problematikker, jeg har mødt og vil komme til at møde i forbindelse med mit diætskifte. Det er blot dilemmaer, jeg må håndtere ét ad gangen på en måde, der passer bedst til mig og situationen.

Alt i alt er det svært, men stadig absolut meningsfuldt at følge Terry Wahl’s antiinflamatoriske diæt fra hendes Protokol.