Der hvor regnbuen ender, vil du finde en potte fyldt med guld. Jeg kan huske, at jeg læste det i et Anders And blad, da jeg var barn. I Danmark regner det jo en del, og en regnbue dukker ofte op. Jeg tænkte naturligvis, at der måtte være en potte guld inden for rækkevidde af mig og min cykel. Op på metalhesten, frem med regnfrakken og ud og finde enden af regnbuen.

Men det var jo ikke helt sandt. En historie, som de voksne nød at dele med børn – og også med hinanden. Når historien blev fortalt blandt voksne, handlede det ikke om en potte med guld, men om at man kunne finde lykken for enden af regnbuen.

Hvad er så lykke? Er lykke noget vi skal vente på kommer? Er lykke noget, som nogen giver til os? Eller behøves vi virkeligt at jage enden af regnbuen for at finde den flygtige lykke?

Siden jeg fik min diagnose, prøver jeg at finde glæde i alt hvad der er omkring mig. Desto mere glæde jeg er fyldt med, desto gladere er jeg. Lidt logisk. Ud af negativitetstunnellen og frem med smilet.

Om aftenen, efter jeg har mediteret, går jeg igennem min taknemlighedsremse*. Med mine øjne lukket, falder mine tanker på nogle af de personer og ting, jeg har oplevet i løbet af dagen – eller livet – der alle giver mig følelsen af glæde inden i. For hvert punkt jeg remser op, indånder jeg de gode intentioner, kærligheden og den positive oplevelse, jeg har haft. Med min udånding føler jeg … taknemmelighed.

En anden metode jeg også bruger er taknemlighedsobjekter. Jeg har to – et jeg kan se og et jeg kan holde i hånden. Hver gang jeg møder eller rører et af de objekter, prøver jeg at stoppe op og tænke på noget, der kan give mig følelsen af glæde i mit liv. Med min ind- og udånding giver jeg et dybtfølt tak fra hjertet. Nogle gange kan jeg næsten mærke et sug i maven, når jeg siger ”tak”.

taknemmelighedsobjekter

De udfordringer jeg har mødt før, under og efter min diagnose, kan nogle gange defineres som skjulte gaver. Jeg har lært et ton nye mennesker at kende, er i gang med at ændre min livsstil og ved at få et nyt syn på mit liv.

PPMS er absolut ikke den skjulte fantastiske ven, jeg gerne vil dele resten af mit liv med – samtidig behøver tilstanden ikke at definere mig negativt.

Det er smilet, som skal styre.

Jeg tror, at jeg er kommet lidt tættere på lykke. For lykke er hvor jeg er – lige nu og her. Lykke handler om det jeg værdsætter omkring mig selv. Jeg skal se alt det positive i, hvad der er mig muligt. Glem det pessimismen. Ud af døren. Ikke mere af det. Videre og jeg kan ikke bruge det negative til noget. Det gør mig ikke glad.

Mange bække små, laver stor å. Og med åen kan jeg blive ledt helt automatisk hen til foden af regnbuen – der hvor jeg finder min lykke.

* Taknemlighedsremsen er altid i udvikling og i aften vil den have følgende punkter:
– Tre velkendte ansigter, der får mig til at føle mig glad inden i.
– Et elsket ansigt, som desværre er gået bort.
– Et forbipasserende ansigt, der fik mig til at føle mig godt tilpas.
– To faktiske materielle ting, der har givet mig glæde.
– En mere … diffus materiel ting, som jeg normalt tager for givet.
– To kropslige funktioner, der er med til at give min hverdag værdi.
– Én ting, som har været ubehagelig og gjort, at jeg har udviklet mig.
– Jeg skal takke mig selv for hvad og hvem jeg er.