Amalie kan ikke undvære en dag uden at gå i træningscenter. Det får hende til at føle sig i live. Hun kan godt lide at miste pusten, føle sig på kanten og ikke kunne mere – for så bagefter at mærke en rus sprede sig i hele kroppen. Et ekstremt velbehag, hvor serotoninen fortæller hele hendes væsen – job well done.

Det er Amalie. Jeg er ikke Amalie.

Det er en oplevelse, der er mig fornægtet. I min lidt akavede verden er motion noget man skal opleve. Ikke noget der skal gøres. At bruge benene er når man går eller løber for at nå solnedgangen en vinterdag. At ro er at sidde i en kajak og forsøge at komme over på den anden side af søen bare lidt hurtigere end i går. At cykle er at mærke vinden i ansigtet, mens man hører suset om ørene.

Det er sådan jeg helst vil opleve motion og sådan mener jeg at træning skal være.

Hvis jeg skulle beskrive helvede ville jeg måske bruge et træningscenter som analogi. Når jeg dør vil jeg stå for enden af sådan et sted og kigge ud forbi alle de modbydlige maskiner. Dér, for enden vil jeg se lys, frihed – ja, paradis. En eller anden gudommelig skikkelse vil stå ved min side og pege på en tilfældig muskuløs mand, der passerer forbi. “Jakob, når du ser sådan ud kan du komme i himlen!”, siger skikkelsen. Og så må jeg i gang med alle smertens maskiner, inden jeg kan komme frem til alle mine venner, familie, hunde og alt det jeg holder af.

Du kan alligevel finde mig to-fire dage om ugen i et træningscenter. Jeg har PPMS og derfor er træningscenteroplevelsen defineret som arbejde. Én time per gang og så ikke mere.

Ellers ville jeg ikke være der.

Mit fokus er benene. Specielt løbe og trappemaskinen er oftes i brug her. Træner også ankler, inder- og yderlår. Får også sneget lidt overkropstræning ind fra tid til anden.

… og må da også erkende, at engang imellem. Bare engang imellem, kan jeg godt lide at være der 🙂