Det har været nogle svære små dage for mig. Vi er ved at få vores badeværelse renoveret af en ven, og jeg havde lagt billet ind på, at jeg ville hjælpe. Realiteten er dog, at det kan jeg ikke mere. Min krop bliver for træt, især i ben og ryg. Jeg følte, at jeg stadig kunne meget, og nu må jeg indse, at der er noget, jeg bare ikke kan mere.
Vi har nogle fantastiske naboer her, hvor vi bor. To af dem, et par, var på besøg forleden, og mens vi nød vores mad, faldt samtalen naturligvis på vores professioner. Én af mændene var faktisk hobbysnedker og manglede virkelig noget fornuftigt at lave. Han tilbød derfor at renovere vores godt nedslidte badeværelse, og jeg så det som en god mulighed for også at være til fornuftig nytte.
Men det har været hårdt. Det med konstante nye bevægelser kan min krop bare ikke så godt mere. At lave én ting i længere tid fungerer godt, mens det at feje gulvet, hente en plade, komme ned på alle fire og skrue en skrue i en plade bare ikke er sagen for mig længere.
Det er ikke hovedet, der siger nej, men kroppen. Som en slags muskelinfluenza-smerte, der ved lidt siddende eller stående hvile hurtigt forsvinder.
Jeg troede lidt, at jeg kunne mere. Hos fysioterapeuten har jeg altid haft en positiv tilgang til alle de aktiviteter, vi har lavet – og jeg har følt mig ovenpå. Når fyssen siger “hop”, spørger jeg ikke hvorfor, men hvor højt. Jeg har også betragtet de andre patienter, og når jeg sammenligner mig selv med mange af dem, virker jeg jo nærmest som Superman. Det har måske givet mig en falsk fornemmelse af, at alting var bedre end normalt.
Lidt som Ikaros’ fald. Jeg troede, jeg kunne, men i virkeligheden havde jeg ikke evnerne. Det var falske fjer, jeg bar. Og det gør lidt ondt at falde.
Vi er glade for at badeværelset er i gode hænder.
Billede brugt er genereret af ChatGPT under min kyndige vejledning.
Tak for det.
Comments by Jakob