Før diagnose

I mange år levede jeg nok i overhalingsbanen. Jeg følte, at jeg var usårlig i mødet med verden. Kroppen var blot en mekanisme, der sikrede min sjæl kunne opleve og inhalere min tour. Det var en tid med åbne døre og masser af livsleg. Når jeg dagdrømmer tilbage, var de største problemer en smule topmave og en vigende hårgrænse, er det med et lunefuldt smil.

Nu tænker jeg, at disse selvfølgeligheder var kostbare skatte.

Jeg er Jakob, og som jeg ser det, en mand i sin begyndende sene alder. 51 kredsløb om solen er det blevet til. Alt syntes bare at fungere, og hvad var det så, der skete?

I 2024 fik jeg diagnosen Primær Progressiv Multipel Sclerose (PPMS).

Dem af jer, som har kendskab til diagnosen PPMS, ved, at det kan tage meget lang tid, inden udredningen er klar.

Diagnosen er kronisk, men hvad betyder det egentlig? Er den er livslang, eller er den livsforkortende? Det har været et længere forløb, end der var mig bevidst, da det hele begyndte.

År var gået, hvor jeg havde haft problemer med mine ben. Det var specielt mit venstre ben der drillede. Det kunne manifestere sig på mange måder. Jeg kunne vride om på min venstre fod, eller at jeg kunne falde på en sådan lidt klumpedumpe-kontrolleret måde. Det var generelt svært for mig at holde et højt tempo i længere tid, selvom jeg følte, at jeg både havde musklerne og kræfterne til det.

Mit venstre ben nægtede simpelthen at fungere, som jeg ville.

Jeg havde det heller ikke let med at klare uforudsete forhindringer. Et skævt stykke asfalt, en ujævn flise eller en person der pludselig bevægede sig i en uventet gåbane, og jeg ville elegant fumle-snuble.

Det blev først slået hen med oceaner undskyldninger: Dårlige sko, det var altid mig der gik tur med hunden, vådt gras på bakkedrag, bukserne var for stramme og så var der vist også noget med at min mor havde fortalt mig, at jeg var platfodet.

Men det blev stille og roligt bare værre og værre.

En forårsdag skulle en sofa leveres og alt var vel planlagt, som en god dansker nu vil gøre det. Det gik bare ikke efter planen, da de gode leveringsfolk kom før tid og jeg var ude et eller andet sted at synde med noget elektronik. Jeg måtte derfor løbe for at komme hurtigt hjem, men opdagede til min forfærdelse, at mine ben ikke kunne klare mere end 20 meter. Ikke engang 20 meter… da følte jeg, at der var noget galt og noget måtte gøres.