En måned senere, d. 26. marts, havde jeg en tid hos neurolog lægen. Hun startede med at bekræfte hvad der var beskrevet i den tunesiske skanning og tilføjede at min rygmarvsvæske prøve viste der var en inflamatorisk process igang i mit centralnervesystem – noget man forventes at have, hvis man har sclerose.
Hun lavede en række motoriske undersøgelser, hvor hun førte bl.a. en kuglepen fra øje til øje, lod mig liste rundt på tå, brugte en stemmenøgle på mange af mine led, for at se om mit balancesystem kommunikerede med min hjerne. Det var faktisk lidt sjovt.
På computeren var min skanning, og med en let rullen på musens hjul skrollede neorologen igennem alle fotograferede lag af mine hjerne. Det lyste op som et juletræ. Det var læssioner som sclerosen havde forårsaget. Jeg følte et eller andet.
Med alle de frisk fundne resultater og min sygdomshistorie konkluderede hun, at jeg havde Primær Progressiv Multipel Sclerose, også forkortet PPMS.
*Buff*
Den dag fik jeg diagnosen.
Men jeg følte mig lidt forberedt.
Jeg følte mig i gode hænder.
Jeg følte, at det var en udfordring, et nyt liv jeg skulle møde, og jeg følte mig parat.
Comments by Jakob